Diabetes, som før blev kaldt “sukkersyge”, er en sygdom der gør, at personen med diabetes ikke kan regulere sit eget blodsukker.
Blodsukkeret er tallet, der angiver hvor meget sukker, der flyder rundt i blodbanerne, som er klar til at blive transporteret videre til musklerne og hjernen, hvor det skal bruges som ”energi”.

For at kunne regulere hvor meget sukker, man har i blodet, er man som menneske med diabetes nødt til at tilføre kroppen stoffet insulin. Mennesker, der ikke har diabetes, producerer selv insulin i bugspytkirtlen, men men et menneske med diabetes er nødt til at få insulin ind i kroppen ved injektioner (det sprøjtes ind i kroppen med en ”tynd nål”). Hvor meget insulin er forskelligt fra person til person.

Blodsukkeret bliver påvirket af stort set alt vi gør, og forskellige mennesker med diabetes reagerer forskelligt.
Derfor er det vigtigt at vide, at diabetes som sygdom stort set er ligeså individuel, som vi er som personer.

En person med diabetes er nødt til at planlægge sin dag med hensyn til aktiviteter og måltider.
At være god til at planlægge og organisere kan være en stor styrke i mange andre sammenhænge.

Det bedste, man kan gøre som kammerat, er at lægge mærke til, hvordan personen opfører sig.Hvis personen får lavt blodsukker, har han/hun brug for at indtage sukker.
Det er dog ikke altid at personen med diabetes selv mærker dette, og derfor kan han/hun pludseligt begynde at opføre sig underligt, eller i værste tilfælde besvime eller få krampe.
Er du i tvivl, om din kammerat har det godt, kan du altid spørge dem, om de vil måle deres blodsukker.

Reglen er: Er blodsukkeret under 4, er det vigtigt at få sukker.

Har man diabetes er det vigtigt hele tiden at have styr på sit blodsukker, og derfor er et meget vigtigt hjælpemiddel, når man har diabetes, en blodsukkermåler.

Der findes forskellige blodsukkermålere, men det gælder for dem alle, at de bruger nogle teststrimler. Man sætter teststrimlen ind i blodsukkermåleren og suger herefter en lille dråbe blod ind i teststrimlen. I løbet af få sekunder kan man så se, hvad ens blodsukker ligger på. Blodet til stiksen kommer normalt fra et lille prik, man giver sig selv på siden af fingeren med en fingerprikker.

Alle med diabetes 1 skal tage insulin, fordi deres krop ikke længere producerer det selv. Insulinen er det stof, der får sukker fra blodet ud til musklerne og som hjælper med at regulere blodsukkeret.

Insulinen kan man få ind i kroppen ved at stikke sig med en insulinpen.
Der er i dag også mange, der har fået en insulinpumpe. Ideen med en insulinpumpe er, at den frigiver insulin nogenlunde på samme måde som en normal og rask bugspytkirtel.

Insulinen pumpes gennem en tynd slange, og kommer ind i kroppen gennem en lille nål eller måske via det, man kalder et kateter. Pumpen giver kroppen en lille mængde insulin døgnet rundt.

Man kan indstille pumpen til at afgive forskellige mængder af insulin fra time til time. Når man skal spise kan man tilføje ekstra insulin med pumpen.
Man har altså selv ansvaret for at styre, hvor meget insulin, pumpen skal give.

Man møder ofte mennesker, der tror, at man med diabetes slet ikke kan tåle sukker.

Dette er en fejltagelse. Forskellen for personen med diabetes er, at de bliver nødt til at tage insulin for at kunne optage dette sukker i blodet. Derfor kan man godt spise sukker – Og det kræver så, at man tager den mængde insulin, der passer til.

Der er mange med diabetes, der vænner sig til at spise og drikke Light-produkter, fordi de indeholder sødestoffer, der ikke påvirker blodsukkeret. Derfor kræver de mindre insulin eller slet ikke noget, og det kan gøre det lettere at holde kontrol med blodsukkeret.

Diabetes er en sygdom, der kan skabe forskellige problemer i dagligdagen. De fleste kan dog dyrke sport, tage til fest, være længe vågen osv. dette kræver dog ofte lidt ekstra planlægning.

Nogle erfaringer bliver den enkelte nødt til at gøre sig selv. Hvordan blodsukkeret fx. reagerer efter en hård dag på fodboldbanen kan veksle meget fra person til person. Derfor er det en vigtig pointe, at man måler sit blodsukker løbende. Det kan godt være super irriterende hele tiden at skulle have sin måler med sig, men man kan i dag få målere, der er så små, at de sagtens kan ligge i en lomme eller taske – og det gør bare livet og hverdagen nemmere at overskue, når man har styr på sit blodsukker.