Når man har et synshandicap, har man kort sagt problemer med at se. Måske har man brug for at kunne forstørre ting meget for at kunne se, hvad det er, måske kan man ikke se, hvis der ikke er nok lys, eller måske kan man slet ingenting se.
Synshandicappet kan skyldes forskellige ting. Man kan være født uden at kunne se, eller måske bliver man ramt af en øjensygdom, som giver en et dårligt syn, eller noget tredje.
Et stærkt synshandicap kan betyde, at man kan have svært ved at finde rundt nye steder. Man kan have svært ved at fornemme, om man er alene, og hvis man ikke er det, hvem er det så, som er i nærheden?
Det kan være svært at få alle de oplysninger, som seende kan få ved bare at kigge på fx en skærm, i et udstillingsvindue eller på et skilt.
Når man ikke kan se det, er det vigtigt, at det fx kan blive læst op, eller at der er en kammerat, der kan fortælle en, hvad der er at se, eller hvad man har brug for at vide.
Det kan være svært at være med i store forsamlinger, hvor der foregår mange ting, når man har et svagt syn eller slet ikke kan se. Det kan også være svært at følge med i samtaler, hvis personer fx sender signaler med deres øjne eller laver fagter med armene, og man ikke kan se det.
Man kan måske være med til at vise, at der er andet og mere end det, som øjet ser. Man kan være med til at afmystificere og nedlægge fordomme om det at have et stærkt synshandicap ved at vise, at der er rigtig meget, man kan klare, også selvom man nogle gange står over for nogle store udfordringer.
Når man ikke kan se, bruger man sine andre sanser mere. På den måde kan det sagtens være sådan, at man bliver bedre til at bruge fx sin følesans og sine ører end så mange andre. Eksempler på dette er musikeren og sangeren Stevie Wonder, som har skabt mange store hits. Fra sportens verden kan man nævne den tidligere paralympiske mester og verdensmester i svømning Christian Bundgaard, ligesom mellemdistanceløberen Mikael Krarup også er et godt eksempel på, at man kan nå langt med et stærkt synshandicap.
Nogen mener, at ”man er meget musikalsk, hvis man ikke kan se”, og at ”man hører bedre end alle andre”.
Selvom det kunne være fedt, hvis det var rigtigt, så er det ikke sådan, at alle der har et synshandicap, bliver professionelle sangere eller musikere. Men der findes bestemt nogen, der er blinde, som bliver meget dygtige sangere eller musikere.
Desuden tror nogen, at “alle blinde går med stok og har en hund”.
Det er ikke alle, der har det, men det kan være en stor hjælp med både hund og stok, når man skal bevæge sig rundt.
Der er også mange, der tror, at ”der er tusindvis af ting, som man ”ikke” kan, hvis man har et synshandicap”…
… Men når man fokuserer på de ting, man kan, så kan rigtig mange ting lykkes, selvom man har et begrænset syn eller slet ikke kan se.
Som en god kammerat kan du være med til at sikre, at klasselokalet er nogenlunde frit for ting, der flyder overalt. Du kan tilbyde kammeraten en arm, så I kan følges, når I skal fra sted til sted.
Det vil også være rigtig godt, hvis du kan undlade for tit at sige til din kammerat, ”at det er også svært”, eller ”det kan du ikke, når du ikke kan se.”
Prøv at være over for en kammerat med et stærkt synshandicap, som du er over for andre.
Elever med et stærkt synshandicap bruger typisk en computer som alle andre. Der er dog den lille detalje, at man tit tilføjer enten et forstørrelsesprogram eller en talesyntese, som kan hjælpe enten ved at forstørre skærmen eller ved at læse op, hvad der står. Forstørrelse kan man bruge, hvis man kan se lidt, og talesyntesen bruger man, hvis man ikke kan se skærmen. Helt blinde elever bruger desuden typisk et notatapparat, som har et display med nåle, som viser eleven teksten i det, man kalder, punktskrift.
Elever som kan se lidt har ofte et tavlekamera ved deres plads, så han eller hun kan følge med på tavlen. Det er altså et kamera, der filmer tavlen, så eleven kigger på billedet af tavlen nede på sin plads, i stedet for at skulle se op på tavlen.
Desuden bruger mange med et stærkt synshandicap en hvid stok til at hjælpe med at finde rundt og også til at vise andre, at man ikke kan se eller ikke kan se ret meget.
App’en ”Ledsageteknik – sådan følges man ad, når den ene har et synshandikap” giver gode råd og introducerer basisteknikker med fotos, så det bliver let at hjælpe. Den er oplagt at bruge for lærere, pædagoger og klassekammerater, og den er gratis.