Børn og unge med udviklingshæmning er ofte lige så forskellige som alle andre. Derfor kan det være meget forskelligt, hvad handicappet betyder for den enkelte. Oftest betyder en udviklingshæmning, at man lærer langsommere end andre.
De fleste børn og unge med udviklingshæmning har brug for hjælp til at klare hverdagen. Det kan fx være, at man skal have forklaret, hvad der skal ske i løbet af dagen. Det kan også være, at man skal have hjælp til at være sammen med andre eller til at kommunikere.
Børn og unge med udviklingshæmning er på de fleste områder lige som andre børn, og samtidig ved de meget om, hvordan det er at være anderledes. Derfor kan de være gode at tale med om det.
De har tit masser af humor, og man kan derfor have det rigtig sjovt sammen med dem.
Børn og unge med udviklingshæmning er også meget solidariske med andre.
De tænker meget på, hvordan andre har det, og de kan derfor blive rigtig gode venner, som man altid kan regne med.
At være udviklingshæmmet kan være mange ting. Mange tror, at man kun kan opføre sig som et barn, men det er ikke rigtigt.
I gamle dage boede mennesker med udviklingshæmning på anstalter, fordi man troede, at de var farlige. De fleste levede et indespærret liv uden den store kontakt med omverdenen og blev behandlet rigtig dårligt. Heldigvis gør man ikke det i dag!
I dag har en del udviklingshæmmede et arbejde. Nogen bor for sig selv og får noget hjælp til at strukturere hverdagen, mens andre bor i bofællesskaber, hvor der er mennesker, der hjælper dem.
Nogle udviklingshæmmede taler måske uklart, men sørg for at give tid og lytte åbent til, hvad din kammerat siger.
Vær rar, hjælpsom og lav sjov med din kammerat med udviklingshæmning, ligesom du gør med dine andre kammerater.
Mennesker med udviklingshæmning vil selv gerne kaldes for udviklingshæmmede. Tidligere har man brugt ord som ’evnesvag’ eller ’tosset’, men i dag er det både nedsættende og diskriminerende.
Mennesker med udviklingshæmning vil selv gerne kaldes for udviklingshæmmede. Tidligere har man brugt ord som ’evnesvag’ eller ’tosset’, men i dag er det både nedsættende og diskriminerende.